StatistBooking og casting

Skat og løn for statister

Det er ingen hemmelighed, at lønnen som statist ikke er noget, der betaler huslejen! Som vi plejer at sige, så skal man gøre det for oplevelsen og fællesskabet – ikke lønnen.

Hvor meget skal jeg have i løn?

Alle produktioner har forskellige budgetter, og derfor kan du også opleve, at der er variation i, hvor meget man får i løn. Det er meget normalt – og vi her på siden holder øje med, at de jobs, der slås op, har en rimelig løn.

Hvornår får jeg løn?

Det er meget forskelligt, hvor hurtigt man får løn for statistopgaver. Vi plejer at sige, at der kan gå op til 2 måneder, dog vil det som oftest være en del kortere tid. Nogle produktioner udbetaler løn hver 14. dag, andre den sidste hverdag i måneden, nogle nærmest helt tilfældigt og andre først, når hele projektet er afsluttet.

Som booker skal man også løbende godkende statisternes kontrakter, før lønnen kan køres. Hvis en booker har mange store setdage i træk, kan det være, at de ikke når at gøre det løbende, hvilket også kan forsinke processen.

A-løn, B-løn og faktura

De fleste jobs vil udbetale B-løn, og det er derfor det, man som regel kan forvente, hvis andet ikke er oplyst. I få tilfælde kan der være A-løn.

Foretrækker du at sende en faktura, er dette ofte muligt, men du skal altid spørge din booker, da det ikke altid er tilfældet. Nogle gange vil du måske opleve at få et B-honorar. Så skal du huske at være opmærksom på, hvordan det bliver indberettet til Skat.

Socialt frikort

Har du socialt frikort, skal du huske at oplyse dette til din booker. Kan det noteres i din kontrakt, så gør også meget gerne det. Vi oplever dog, at nogle produktionsselskaber kan glemme at tage højde for det, fordi de sidder med så mange lønkørsler, så vær selv opmærksom. Forhåbentlig bliver de bedre og bedre til det med tiden.

Ulønnede jobs

Nogle gange vil der være ulønnede jobs, fx kortfilmsprojekter, som ikke har et budget. På StatistBooking skal alle ulønnede jobs til godkendelse hos os. Vi tillader nemlig ikke, at jobs er ulønnede uden grund. Der skal være en særlig årsag i projektets økonomi, der gør, at det er i orden.

Kom i gang

Læst nok? Så prøv en optagedag

Opret en profil på fem minutter. Den er gratis, og du siger selv ja eller nej til hvert job.